Kæmpe special-sav passer alleer ved Fredensborg Slot

Syv savklinger hver med en diameter på 70 cm på rad og række. Totalt har saven en arbejdsbredde på 3,66 meter.

To skoventreprenører har sammen anskaffet fransk maskine med syv savklinger til helt nøjagtig studsning i 12 til 15 meters højde

Det rækker ikke med ”på lurenkig” eller ”på øjemål”, når lindetræerne skal passes i det, der er kaldt Danmarks mest storslåede haveanlæg. Og lindetræer er der masser af i Fredensborg Slotshave i Nordsjælland, som er Danmarks største barokhave. De lange alleer stråler ud i stjerneform i det store, smukke haveanlæg, som er hædret med Europa Nostra-prisen for fremragende bevarelse af kulturarv.

Jens Johansen (til venstre) og Michael Andreasen foran Fredensborg Slot og deres fælles indkøb, Manitou-teleskoplæsseren med den store Coupeco Meteor T400.7700-sav.

Så skal der også klippes lige, mener skoventreprenørerne Michael Andreasen og Jens Johansen.

Det gør deres mandskab nu med en special-sav i overstørrelse. Syv store klinger sidder på række og skærer overflødige grene af i toppen af alleerne fra 15 ned til 12 meter. Siderne af alleerne skæres fuldstændig snorlige fra slottet og ned til Esrum Sø og de andre retninger, som alleerne rækker ud i.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har opgaven med at passe de lange, smukke alleer. Styrelsen har så givet tjansen videre til skoventreprenør Jens Johansen, som driver virksomheden JJ Skovservice i Store Heddinge. Han har passet hele skoven ved Fredensborg Slot, siden han første gang bød bedst på entreprisen for 18 år siden.

Skærmen i kabinen giver maskinføreren godt udsyn over arbejdet for enden af teleskoparmen.
Via Rudkøbing til Fredensborg

I december 2019 begyndte Jens Johansen at samarbejde med Michael Andreasen, som er indehaver af Michael Andreasen Natur- og Landskabspleje i Slangerup. Sammen har de to entreprenører nu anskaffet den store sav, som lyder navnet Coupeco Meteor T400.7700. Det er virksomheden COUP’ECO, der sender det voldsomme trimmegrej ud fra fabrikken nord for Bordeaux i det sydvestlige Frankrig. I Danmark tager Special Maskiner i Rudkøbing på Langeland sig af import og salg af COUP’ECO.

”Tidligere klippede vi siderne i alleerne med en traktor monteret med klippemateriel. Toppen klarede vi ved hjælp af bomlifte og motorsav. Dengang tog det seks uger at klippe en enkelt allé med lift. Nu klarer vi det på seks dage med vores sav, som er monteret på vores Manitou-teleskoplæsser. Det giver en kæmpebesparelse, ikke mindst at kunne klippe toppene, som vi gør nu”, forklarer Michael Andreasen.

Hurtig, effektiv og ikke mindst præcis beskæring af toppen af en hel allé med lindetræer.
Snorlige med laser

Det gør det ikke alene at køre ad alleerne og lade de store savklinger snurre. Der skal også køres helt lige, så resultatet bliver perfekt. Det sørger en laser for.

”Vi har selv bygget laseren på teleskoplæsseren med klippehovedet, og det giver maskinføreren mulighed for hele tiden at holde maskinen præcis på linjen. Fra førersædet kan han holde øje med farvede lamper og korrigere retningen efter grøn eller rød. Maskinen nivellerer selv til lodret og vandret, og vi har mulighed for at indstille til savning i en bestemt vinkel”, fortæller Michael Andreasen.

Den store Coupeco Meteor-sav er ikke lagervare hverken hos den danske importør, Special Maskiner A/S, eller på fabrikken i Frankrig. Den er den første af sin art i Danmark, og totalt er der kun produceret 15 klippehoveder. Foruden maskinen til Jens Johansen og Michael Andreasen, er der senest leveret en for to år siden. Den kom til Japan. Andre Coupeco Meteor T400.7700 klipper og skærer alleer i det kæmpestore anlæg ved det berømte Versailles-slot udenfor Paris. Også træerne på Champs-Élysées centralt i den franske hovedstad lader sig smukkesere af Coupeco Meteor.

Fransk Manitou-teleskoplæsser med fransk Coupeco Meteor-sav kører i stilling på en af alleerne ved Fredensborg Slot.Fransk Manitou-teleskoplæsser med fransk Coupeco Meteor-sav kører i stilling på en af alleerne ved Fredensborg Slot.
Gode bekendtskaber

Hverken COUP’ECO eller Special Maskiner er nye bekendtskaber for de nordsjællandske skoventreprenører. Michael Andreasen har kendt Special Maskiner og direktør Lennart Ahlefeldt-Laurvig de seneste 15 år og har købt forskelligt materiel. Og der står COUP’ECO på et par af rotorhækkeklipperne hos Michael Andreasen Natur- og Landskabspleje i Slangerup.

”Coupeco-savene bruges typisk på slotte med store anlæg, og kun på slotte, hvor man er indstillet på at bruge ressourcer og energi på at holde anlæggene i topstand. De enkelte alleer ved Fredensborg Slot skal efter planen klippes hvert tredje år. Men det er muligt, at det faktisk kan optimere processen, hvis vi kører med maskinen hvert andet år. Så vokser toppene sig ikke så kraftige, og vi kan save hurtigere og måske også bedre”, vurderer Jens Johansen.

Han er selv specialist i træfældning, mens makkeren, Michael Andreasen, er det i klipning og pasning af hække. Dermed rammer de den perfekte konstellation til arbejdet med lange, snorlige alleer.

Jens Johansen (til venstre) og Michael Andreasen (til højre) får en snak med direktør Lennart Ahlefeldt-Laurvig fra Special Maskiner A/S om kameraet på saven, der sender informationer ind til maskinføreren i teleskoplæsserens kabine.
Hække og elmesyge

Michael Andreasen startede som selvstændig entreprenør med Michael Andreasen Natur- og Landskabspleje i 1988. Han byggede ret hurtigt sin egen klippetraktor til at klippe hegn for nordsjællandske landmænd. I slutningen af 1990’erne tog han fat på at klippe hæk i stor stil. Nu klipper han og hans folk i omegnen af to millioner kvadratmeter hæk om året med kommuner, boligselskaber og andre store, grønne firmaer på kundelisten.

Jens Johansen startede som skovarbejder i 1981 og blev selvstændig otte år senere. Det var i 1989, hvor elmesygen begyndte at brede sig, og den første store opgave for Jens Johansen og JJ Skovservice blev fældning af 675 elmetræer ned gennem Slagelse by. I 1997 var de sidste ofre for elmesygen ved at være fældet, og Jens Johansen var godt i gang med sit firma. Han og hans otte medarbejdere arbejder hovedsagelig for kommuner, jordentreprenører og slotte.

Når Jens Johansen kobler af efter arbejdet i skoven, kaster han sig ofte over skovrelaterede discipliner som øksehugning og klatring i master. Han har deltaget og sikret sig topplaceringer i mange mesterskaber inden for skovhugger-discipliner både nationalt og internationalt.

https://www.special-maskiner.com/

 

- ANNONCE-
KILDESpecial Maskiner A/S
Tidligere artikelMænd og mekanik
Næste artikel”Re-start Deutz-Fahr”

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her