LIVSVÆRKET HVORNUM MASKINSTATION FØRES VIDERE AF ALLESTRUP MASKINSTATION

    Henrik Nielsen (t.v) og Poul Højbjerg

    Hvornum Maskinstations hovedaktiviteter overtages pr. 15. februar 2023 af Allestrup Maskinstation. Det vigtigste i salgsprocessen er sikring af medarbejderne og kunderne, fortæller de to partner om handlen.

    Bente og Poul Højbjergs livsværk, Hvornum Maskinstation, overlades nu i trygge hænder til Henrik Nielsen fra Allestrup Maskinstation.

    – Det har bestemt ikke været en let beslutning, og vi er måske heller ikke helt klar til at stoppe som maskinstationsejer, men vi føler det er rettidigt omhu, og med Henrik Nielsen som ny ejer, er vi sikker på, at kunder og medarbejdere får de bedste betingelser for fremtiden, fortæller Poul Højbjerg.

    Og beslutningen er ikke bare taget hen over natten.

    – Vi har arbejdet på det her i lang tid, og i den tid der er gået, har det været utrolig svært for os at gå med den viden, uden at kunne fortælle åbent omkring det, når folk spørger ind til maskinstationsdriften, fortæller Poul Højbjerg og understreger vigtigheden i at få alt på plads inden noget meldes officielt ud.

    – Men nu er det omvendt en kæmpe lettelse, at kunne fortælle om fremtiden for maskinstationen, som nu kommer i rigtig gode hænder.

    Hvornum Maskinstation blev grundlagt tilbage i 1951 af Pouls forældre Birgit og Jørgen Højbjerg, og siden 1975 har Poul haft sit virke på maskinstation. I 1980 danner Poul og Jørgen et I/S, og allerede her kommer hustruen Bente Højbjerg med i maskinstationsdriften.

    Stabile folk omkring sig

    Efter adskillige opkøb af andre maskinstationer, og udvidelser over årene, som har bragt Hvornum Maskinstation op i superligaen for danske maskinstationer, er det naturligvis også med en vis form for vemodig afsked, som Bente og Poul Højbjerg tager med den himmerlandske maskinstation:

    – Vi har og har haft utrolig mange stabile, dygtige og mangeårige medarbejdere samt endnu flere trofaste og loyale kunder, som vi på ingen måde vil lade i stikken. For det har været nogle fantastiske år for os, når man tænker tilbage. Den kundekontakt vi har haft, har betydet utrolig meget, og det har været en stor tilfredsstillelse, at kunne få lov at servicere egnens landmænd. Det med at en aftale er en aftale, og mærke den tilfredshed over et veludført arbejde, har i den grad drevet værket for os, fortæller Poul Højbjerg.

    Bente og Pouls børn er medejer af virksomheden, men da de ikke ønsker at fortsætte maskinstationen, kom forespørgslen fra Henrik Nielsen som sendt fra himlen:

    – Det var med en vis form for glæde, da Henrik Nielsen fra Allestrup Maskinstation for første gang tog kontakt til os for allerede tre år tilbage, og tilbød sig som interesserede, den dag, hvor vi vil give stafetten videre, fortæller Poul Højbjerg.

    – Dengang sagde jeg til ham i en kort bemærkning, at du kan jo begynde at lægge lidt til side allerede, fortæller en smilende Poul Højbjerg.

    Han uddyber med, at afstanden til Allestrup Maskinstation fra Hvornum blot er 10 kilometer i luftlinje.

    – Desuden har Henrik og jeg over årene opbygget et godt maskinstations-kollegaskab, og jeg anser Henrik for at være en dygtig og professionel maskinstationsejer, som driver en hæderlig forretning, som vi derfor er glade for at give stafetten videre til, og sikre fremtiden for Hvornum Maskinstations kunder og medarbejdere.

    Og glæden er gensidigt.

    – Jeg har altid haft et godt øje til Poul Højbjergs måde at drive maskinstation på. Jeg har suget godt til mig igennem årene, og lært meget af Poul, fortæller Henrik Nielsen, som er glad for at kunne bringe livsværket videre under Allestrup Maskinstations navnet.

    Poul fortsætter hos Allestrup

    Poul Højbjerg stopper dog ikke helt fra den ene dag til den anden. Selve navnet, Hvornum Maskinstation A/S, fortsætter med meget begrænset maskinpark. Poul indtræder desuden i bestyrelsen hos Allestrup Maskinstation, og han beholder stadig sit telefonnummer.

    – Det betyder, at Hvornum Maskinstations kunder fortsat kan kontakte mig, og jeg vil sammen med Henrik hjælpe med at klare kundekontakten i det omfang, som der er brug for det.

    – Jeg ser det som et led i en god videreførsel af maskinstationen, fortæller Henrik Nielsen, som sammen med Poul Højbjerg nu tager rundt og besøger de tidligere Hvornum Maskinstations kunder, og fortæller om overtagelsen.

    – I princippet får det jo ikke rigtig nogen betydning, udover at det er mig der koordinerer arbejdet i stedet for Poul, fortæller Henrik Nielsen, som vil lægge sig i selen for at de gamle Hvornum Maskinstation kunder skal opleve samme samarbejdsvillighed, som de gjorde med Poul Højbjerg.

    – Jeg ser også overtagelsen som en styrke for både eksisterende kunder fra Allestrup Maskinstation og de kommende kunder fra Hvornum Maskinstations kundekreds:

    – Vi får en størrelse som giver en form for tryghed og forsikring om, at vi kan løfte opgaverne, påpeger Henrik Nielsen og bemærker blandt andet maskinparken i 2023 som omfatter 12 gyllevogne, fire finsnittere, tre kornsåmaskiner, tre majssåmaskiner, og meget andet udstyr til egnens kunder.

    Desuden passer maskinparkerne også ret godt sammen med primært John Deere-traktorer, Claas-snitter og græsgrej, Horsch-såteknik og Samson-gylleteknik.

    Hos Hvornum Maskinstation er der 10-12 faste medarbejdere, mens der hos Allestrup Maskinstation er 12-14 faste medarbejdere.

    – Det er vigtigt at understrege, at et led i aftalen, at alle medarbejdere vil blive tilbudt ansættelse hos Allestrup Maskinstation, hvilket jeg inderligt håber de vil, fortæller Poul Højbjerg, som også påpeger, at Henrik har lejet sig ind i de eksisterende bygningerne hos Hvornum Maskinstation de næste par år og vil fortsætte maskinstationsdriften derfra, da Allestrup Maskinstation ikke kan rumme alle maskiner på domicilet på Museumsvej tæt på Nørager.

    Bente og Poul Højbjerg bliver desuden boende på maskinstationsadressen på Houvej i Hvornum.

     

    - ANNONCE-
    Tidligere artikelThyregod A/S sælger sine aktiviteter indenfor redskaber til mekanisk renholdelse af rækkesåede afgrøder til Väderstad
    Næste artikelÅbent Hus hos Anker Bjerre A/S i Lemvig

    EFTERLAD ET SVAR

    Indtast venligst din kommentar!
    Indtast venligst dit navn her