40-års jubilæum Palle Beiskjær, Ovethi

Den 1. juli 2022 kan Palle Beiskjær, 62, fejre intet mindre end 40-års jubilæum hos dæksalgsvirksomheden Ovethi. Det har været 40 spændende og udviklende år, som vi har mødt ham til en snak om. Hør bl.a., hvordan Palle havnede hos Ovethi, og hvad der nu skal ske.

”I gamle dage havde jeg tre telefoner på skrivebordet. Du ved… dem med drejeskive,” indleder Palle Beiskjær. ”Og ofte havde jeg kunder i dem alle på én gang. Jeg kunne ikke li’, når telefonen ringede og ringede; jeg ville hellere tage den og bede kunden vente, til jeg lige var færdig med en anden samtale. Det føltes mere kundevenligt.” I dag har Palle kun to telefoner, men de ringer stadig uafbrudt med kunder og samarbejdspartnere, der har brug for at trække på Palles viden og rådgivning i relation til dæk og fælge til især landbruget.

 

Specialløsninger til landbruget

”Min kernekompetence er at udtænke specialløsninger inden for dæk og fælge til vores kunder inden for primært landbruget. Det har jeg siden 1990’erne haft ansvaret for i firmaet. Jeg analyserer, beregner, laver tegninger i et designprogram, og så finder jeg sammen med kunden frem til den helt rette løsning,” fortæller Palle.

Og han har altid været drevet af det der med udfordringerne. ”Min største glæde i hverdagen er og bliver, når en kunde ringer og har brug for min viden og ekspertise,” understreger han.

Ikke den typiske sælger

Selvom Palle på papiret har en klar salgsprofil, så er det aldrig det at sælge, der har drevet ham. ”Jeg er nok ikke den typiske sælger rent personligt. Jeg bryder mig ikke om at prakke nogen noget på. Det, jeg kan li’, er, når jeg kan bruge mine analytiske evner og min mangeårige erfaring og viden til at løse noget for nogen. Dét giver for mig størst mening. Og sådan har det altid været,” bedyrer Palle.

Fra Glamsbjerg til München

Palle blev oprindeligt bankuddannet i 1979 – i den daværende Vestfyns Bank i Glamsbjerg; men ret hurtigt skiftede han retning. ”Da jeg var færdiguddannet, trak udlandet i mig. Jeg skulle have været til American Express Bank, men det endte med at gå i vasken. I stedet satte en kunde i banken mig i kontakt med et stort møbelhus i München, hvor jeg blev ansat som møbelsælger; inden længe hjalp jeg dem med kontrakter og bestillinger – og snart sad jeg også med regnskab og den slags,” fortæller Palle.

 

Hjemme i Danmark igen, efter et års tid i det sydtyske, opdager Palle, at Ovethi leder efter en sælger. Han søger stillingen og får den. ”Ja, og så har jeg været her lige siden,” griner han.

Faktisk overtog Palle pr. 1. juli 1982 Preben Thinggaard Sørensens fysiske plads i ekspeditionen i Gelsted. ”Preben, der ejede firmaet, jokede med, at han ville gå på pension som 40-årig, det vil sige et par år senere,” griner Palle, ”Men sådan kom det jo slet ikke til at gå.” For selvom Preben i dag har trukket sig lidt i baggrunden for at give plads til næste generation på direktørposten, så var han ved roret helt frem til 2019, hvor han fyldte 75 år.

Fremdrift og udvikling

Så hvad er det ved Ovethi, der gør, at man bliver år efter år, spørger vi Palle. ”Først og fremmest følelsen af fremdrift og udvikling. Og så naturligvis de spændende kunder – og kollegerne. Dét, at vi sammen har kunnet skabe det Ovethi, der findes i dag. Det er helt vildt, hvad der er sket i de år…,” tænker han højt. ”Da jeg startede, var vi et lille firma med i alt en håndfuld medarbejdere. Der var Gelsted-afdelingen og så en butik i Rosengårdcentret i Odense. I dag er vi over 70 medarbejdere og har afdelinger over hele landet. Og det er i virkeligheden et meget godt billede på den udvikling, som firmaet, og jeg med det, har været igennem. Vi har i alle årene haft vokseværk og været sultne på udvikling. På at vide mere og blive bedre. Og det har passet perfekt til mig.”

Som sagt startede Palle som sælger i ekspeditionen hos Ovethi i Gelsted i sommeren 1982. Et par dage efter var der optælling på lageret, og her hjalp den nyansatte, unge mand naturligvis til. ”Jeg husker det lige så tydeligt, som var det i går… Her går det for alvor op for mig, at et dæk er meget mere end blot rundt og sort,” griner han.

Og så begyndte Palle ellers at suge viden til sig om de produkter, firmaet havde på hylderne, og den nye branche, han var kommet ind i. Og han må have gjort det godt, for et par år senere blev han forfremmet til ekspeditionschef, en stilling, han bestred i over otte år.

Tryk på landbruget

”Dengang var landbruget den absolut største sektor hos Ovethi. I 1982 var der over 35.000 fuldtidslandbrug i Danmark, et tal, der i dag er reduceret til cirka 5.000. Naturligvis er mange landbrug slået sammen, men også meget agerjord, der tidligere blev dyrket, er udlagt til grønne områder, solcelleparker og den slags,” fortæller Palle. ”Blot for at sige, at der var virkelig tryk på landbruget dengang, og det var det, der med tiden virkelig fangede min interesse, og hvor vi hentede kæmpe markedsandele.”

I 1993 bliver Palle forfremmet til salgschef, fem år senere til salgsdirektør med ansvaret for landbrugssegmentet. Og det er de sidste knapt 25 år så fløjet afsted med.

”Jeg har været med til så mange ting, er blevet vist tillid, når jeg fik nye idéer, har fået ansvar og mere ansvar og generelt fået lov til at udfolde mig. Der har altid været mere udvikling at se frem imod,” pointerer Palle. Han understreger den store tillid, der altid er blevet vist ham, med en lille historie:

Engang var Palle med Preben i Sverige for at gennemføre forhandlinger med en producent. ”Under forhandlingerne blev jeg spurgt, hvor store beføjelser jeg så egentlig havde til de her forhandlinger, hvortil jeg svarede, at jeg havde velsagtens carte blanche til alt – bortset fra at sælge firmaet. Preben kigger på mig og siger så: Tja, det kan du vel også – hvis blot du får penge nok for det.” Palle griner, så tårerne triller.

Og hvad skal der så ske nu?

”Business as usual,” siger Palle. ”Mit gode liv med rådgivning af kunderne hos Ovethi fortsætter. Jeg har masser af år i mig endnu til at gøre det, jeg holder allermest af, så det bliver der ikke lavet om på. Branchen udvikler sig stadigt hurtigere, og jeg følger med i rask galop. I gamle dage arbejdede vi med telex – i dag anvender vi moderne teknologi. Og sådan er det med det hele. Også hjulene er blevet større; vi har for længst rundet de to meter i diameter,” slutter han.

Om Ovethi: Ovethi – Dansk Dæk Service blev grundlagt i 1954 og beskæftiger i dag godt 70 medarbejdere, fordelt på koncernens 10 afdelinger over hele landet. Virksomheden importerer og markedsfører alle anerkendte kvalitetsmærker inden for dæk, fælge og hjul til alle formål. Til person-, vare- og lastvogne, entreprenør samt landbrug, industritrucks og andre specialmaskiner – en gros såvel som detail. Virksomheden er lagerførende inden for så godt som alle typer dæk og dækker hele landet via et net af butikker, servicepartnere og rullende serviceværksteder. Ovethi har branchens nyeste og mest moderne udstyr og lægger altid vægt på muligheder og løsninger, når de hver dag bringer gejst samt stor viden og knowhow i spil i branchens bedste kunderådgivning. Ovethi driver også de to webshops dæk.dk til private og firmaer samt b2b.ovethi.dk til forhandlere.

 

- ANNONCE-
Tidligere artikelSlidt i ryg, knæ, albue og skulder
Næste artikelQ8 søger kollega til godt team – Salg til Landbrug og Industri

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her