Stauning Entreprenør & Maskinstation – direkte linje til reservedele

Kenneth Astrup – medejer af Stauning Entreprenør & Maskinstation med 18 Komatsu’er i maskinflåden.Kenneth Astrup – medejer af Stauning Entreprenør & Maskinstation med 18 Komatsu’er i maskinflåden.

Vigtigt for entreprenør med direkte linje til reservedele

Stauning Entreprenør & Maskinstation går selv på Komatsus elektroniske reservedelsprogram og får leveret direkte både fra Skive og Belgien  

De dyreste maskiner er dem, der står stille. Det er en kendsgerning, som enhver entreprenør kender. Også vestjyske Stauning Entreprenør & Maskinstation, som er afhængig af, at maskinflåden er i topform og kører. Derfor har medindehaver Kenneth Astrup to specielt vigtige numre kodet ind i sin mobiltelefon – plus et link til en speciel hjemmeside.

”Jeg har direkte nummer til både Scantrucks serviceafdeling, til reservedelsmanden Bo Lauge hos Scantruck, og så kan jeg altid få kontakt til K24”, fortæller Kenneth Astrup.

K24 er det elektroniske reservedelsprogram for alle Komatsu-maskiner, hvor Kenneth Astrup og andre maskinejere med behov for nye stumper kan logge ind via internettet og se reservedelskataloger, tjekke priser og bestille dele. K24 sover aldrig, og det forenkler ofte processen at gå direkte på elektronisk.

Bo Lauge har overblik over tusindvis af reservedele via skærmene i reservedelsafdelingen hos Scantruck i Skive.
Flere end 20.000 dele

Når vejen til en reservedel går via Bo Lauge, er der stor sandsynlighed for, at han og hans kolleger kan finde den frem direkte på Scantrucks egne lagre i Skive og Ringsted. Der ligger flere end 20.000 reservedele klar.

Foruden Bo Lauge i Scantrucks reservedelsafdeling, spiller specielt en af Komatsu-importørens servicemontører en særlig rolle i Stauning. Han hedder Finn Iversen og er en af Scantrucks 50 servicemontører, som er en slags landevejens farende svende. I deres servicevogne kører de fra opgave til opgave. Fra nødstedte maskinførere til entreprenører, der bare skal have tjekket maskinerne igennem. Det giver tætte kontakter mellem montører og folkene i maskinerne.

Når montørerne kører ud til dagens opgaver, er de forsynet med alle de reservedele og det grej, de får brug for. Det har kolleger hos Scantruck sørget for at lægge i natkasserne, som i løbet af natten køres ud til de enkelte montørers privatadresser. Dermed spares tid, også for kunden, når montøren ruller op og har alt nødvendigt med i servicevognen.

Montør Finn Iversen er rullet op med den store Scantruck-servicevogn på en mark ved Skjern for at løse et problem for maskinfører Jesper Meyer. Montøren kender problemet, inden han kører ud om morgenen, og har det rigtige udstyr og de rigtige reservedele med.
Til Stauning inden klokken 7

”Bo Lauge har godt styr på, hvilke stumper, vi skal bruge. Vi kan få leveret reservedele dag til dag, og de kommer her til Stauning inden klokken 7 morgen, uanset om vi får dem fra Scantruck i Skive eller fra Komatsus store centrallager i Belgien”, forklarer Kenneth Astrup.

Han styrer selv værkstedet på den store maskinstation, hvor 80 procent handler om entreprenørarbejde. Resten er opgaver for landbrug. Sammen med tre mekanikere tager han selv en tørn på maskinstationens værksted.

”Vi laver selv det, vi kan nå. Resten tager montør Finn Iversen sig af. Vi har serviceaftaler på de nyere Komatsu-maskiner. Flere af dem er platin-aftaler, og de betyder, at vi ikke selv skal røre en finger. Finn kommer i en stor servicevogn, hvor han blandt andet også har en kran. Det er faktisk et rullende værksted, og det betyder meget, at vi ikke skal sende maskinerne til værkstedet i Skive, med mindre der er tale om virkelig store reparationer”, forklarer Kenneth Astrup.

Mangeårig relation

Han ejer Stauning Entreprenør & Maskinstation sammen med sin far og onkel. Maskinstationens relation til Scantruck er ikke af ny dato. Den er faktisk lige så gammel som Scantrucks forhandling af det japanske mærke.

”Vi havde Komatsu allerede, da det var KFD i Vejen, der havde den danske forhandling. Men vi handler nu også andre maskiner hos Scantruck. Vi har fire mindre læssemaskiner fra Atlas, som nu hedder Weycor. Gule Komatsu’er har vi i øjeblikket 18 af fordelt på gravemaskiner, gummihjulslæssere, dumpere og dozere”, fortæller Kenneth Astrup.

Da den vestjyske entreprenørvirksomhed lod Komatsu-forsyningerne fortsætte fra den tidligere forhandler KFD til Scantruck, fulgte maskinsælgeren i øvrigt med. Key account manager Poul Erik Nielsen rykkede med ”sine” maskiner fra Vejen til det nye, danske Komatsu-hovedkvarter i Skive. Og dermed også den løbende kontakt til Stauning.

Maskinfører Jesper Meyer smiler ved udsigten til, at hans gummihjulslæsser snart er kørende igen. Finn Iversen har lokaliseret fejlen og har varslet, at den hurtigt vil være udbedret.

Stauning Entreprenør & Maskinstation har aktuelt 43 medarbejdere, og der er rigtig godt gang i projekter og opgaver. I øjeblikket har mandskab og maskiner travlt med blandt andet kloakseparering i Timring 20 kilometer vest for Herning. I Ringkøbing udvides der lagerhaller for byggemarkedskæden 10-4, og ligeledes i Ringkøbing tager maskinstationen sig af et afvandingsprojekt.

www.scantruck.dk

 

-Annonce-
Tidligere artikelE-blad April 2021
Næste artikelE-blad Maj 2021

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her