Der er traktorer i begge ender af hk-skalaen, når TBS viser nogle af de nye Fendt-modeller på Landsskuet. Fløjpladsen tilfalder den nye Fendt 1052 Vario Gen4, der med sine op til 550 hk og flere tekniske nyheder har fortjent pladsen. I den anden ende står en ny Fendt 314 Vario Gen5 med fornyede kræfter og komfort. Den helt nye Fendt 516 Vario Gen4 er også med. Den vandt prisen ”Tractor of the Year 2026” i kategorien MidPower, så den burde måske også have en ærespræmie på Landsskuet.
POWER i førersædet på ny stor Fendt
Den nye Fendt 1052 Vario er topmodellen i den 4. generation af Fendt 1000 Vario-serien. Den er blandt verdens kraftigste standardtraktor og leverer hele 550 hk fra en imponerende 6-cylindret 12,4 l MAN-motor. Den bomstærke traktor har fået en ny kabine med ekstra meget komfort, FendtONE-betjeningskoncept, 360-graders LED-belysning med Ultra-vision lygter og integrerede rotorblink.
Den nye Fendt arbejder med Fendt DynamicPerformance. Systemet registrerer løbende, om funktioner som ventilator, trykluft, klimaanlæg eller hydraulik kræver ekstra effekt – og leverer præcis den nødvendige. Med Fendt DynamicPerformance (DP) får Fendt 1000 Vario Gen4 nemlig op til 30 hk ekstra at gøre godt med, hvilket øger både produktivitet og effektivitet uden at hæve forbruget unødigt.
Resultatet er en stabil og ensartet ydelse uanset opgaven: Ved langsom jordbearbejdning, under transport eller ved stationært PTO-arbejde som fx med en flishugger.
Som centralt punkt i hverdagen skal kabinen opfylde de højeste krav. Med den nyudviklede kabine og innovative teknologier som 360-graders lyskoncept med UltraVision lygter. En 12 liter stor køleboks, Premium-massagesæde, ergonomisk placerede fodstøtter, front- og bakkamera vil alt sammen lette chaufførens arbejdsdag og gøre den mere behagelig.
PERFORMANCE i Fendt’s mellemklasse med Tractor of the Year 2026
Som vinder af »Tractor of the Year 2026« i kategorien MidPower redefinerer Fendt 516 Vario Gen4 det mellemste traktorsegment. Med VarioDrive, den kraftfulde AGCO Power CORE50-motor og Fendt DynamicPerformance, der leverer op til 10 hk ekstra ydelse efter behov, står den for effektivitet og slagkraft. Betjeningen via FendtONE, den nye GroundVision-søjlebelysning, den kompakte, manøvredygtige konstruktion samt de fremragende støtte- og akseltryk gør den til et multitalent til græsarealer, marker, gårde og veje.
Fendt 500 Vario Gen4-serien kombinerer smart teknologi, komfort og effektivitet – en samlet pakke, der overbeviste juryen ved TOTY 2026 i kategorien MidPower. De begrundede bl.a. valget således – ”Kompakte mål møder førsteklasses teknologi i Fendt 516 Vario Gen4, der drives af en 5-liters AGCO Power CORE50-motor med 164 hk (op til 174 hk med DynamicPerformance) og et drejningsmoment på 792 Nm, baseret på Fendt iD-konceptet med lave motoromdrejninger. Vario-transmissionen (TA 120) sikrer trinløs hastighedsregulering fra 20 m/h op til 50 km/h og gør det muligt at køre 40 km/h ved blot 1.300 motoromdrejninger. eLS-hydrauliksystemet leverer et flow på op til 155 l/min og tilbyder op til syv ventiler, elektronisk liftstyring samt fuldt Headland Management-system. Komforten i kabinen sikres blandt andet af hydraulisk affjedring af forakslen, mulighed for pneumatisk kabineaffjedring og et støjniveau på blot 69 dB.” Juryen fremhævede også balancen mellem effektivitet, komfort og alsidighed i Fendt 516 Vario Gen4 som et pejlemærke for traktorer i mellemklassen.
ALLROUNDER fra Fendt med op til 133 hk
Fendt 314 Vario Gen5 spiller ikke med musklerne. Til gengæld tilbyder den lav egenvægt, smidighed, komfort og funktionalitet. Så den er både interessant i marken og som frontlæssertraktor hjemme på gården.
Den alsidige traktor leveres med FendtONE-brugerplatformen og byder på førerkomfort, der matcher de større modeller. Kabinen er VisioPlus, sædet er Titanium-udgaven med drejefunktion, og affjedringen er opgraderet med henblik på maksimal komfort under lange arbejdsdage.
Fendt 314 Vario Gen5 kan leveres med op til syv uafhængige hydraulikventiler, heraf to eller tre via frontlæsserens multikobling. Det giver mulighed for effektiv styring af redskaber og funktioner, uanset om der arbejdes med vendere, strigler eller balleudstyr.
Et moderne lyskoncept med LED-forlygter, dagskørelys og Ground Vision-trækbombelysning er standard på Fendt 300 Vario Gen5 serien.
ELEKTRISK og miljørigtig Fendt med el i tanken
TBS har også valgt at tage den elektriske Fendt 107E med til Landsskuet. Oprindeligt troede man, at de første kunder ville blive kommunernes materielgårde eller mere industrielle aftagere med høj miljøprofil, men de første to er solgt og leveret til to forskellige landmænd, der bruger traktorerne i deres almindelige drift.
Den elektriske Fendt 100e findes i både en smalsporet og en konventionel version. Det er den konventionelle Fendt 107e, der er kommet med til Landsskuet, så man skal se godt efter for at spotte den i rækken af traktorer. Den ligner nemlig sine dieseldrevne kolleger, og f.eks. PTO- og hydraulik-tilkoblinger ligner til forveksling dem på en Fendt 200. Det er smart, for hvis man skifter traktor fra diesel til el, behøver man ikke samtidigt skifte ud i redskabsparken.

Fendt 107e har tre Power-funktioner, der blandt andet har betydning for strømforbruget: ECO-funktion: 50 kW / 68 hk, Dynamic-funktion: 55 kW / 75 hk og Dynamic+ funktion: 66 kW / 90 hk (i et begrænset tidsrum). Batterikapaciteten er 100 kWh, og ladeeffekten er 22 kW AC / cirka 80 kW DC maks.









